| Industri | Detail & Foodservice | Foder | Kend dit sukker | Om Nordic Sugar |
De globale klimaforandringer og den eksplosive befolkningstilvækst kan betyde, at manglen på rent drikkevand bliver en af de største globale udfordringer inden for en kort årrække. Vores virksomhed er baseret på landbrugsprodukter. Desuden anvender vi vand i selve produktionen. Derfor har vi et særligt ansvar for at minimere vores vandforbrug.
Vi genbruger så meget vand som muligt i vores produktionsprocesser. Ca. 90 procent af det vand, som bruges i sukkerproduktionen, stammer fra roerne. Desuden anvender vi saltvand i alle de processer, der tillader det, på fabrikker, der ligger ved havet. Vi arbejder kontinuerligt med at forbedre vores processer for yderligere at spare på vandet. Når vi reducerer brugen af vand i processen, så reducerer vi også energiforbruget, og derfor er vi dobbelt interesserede i at bruge mindre vand.
Vand genanvendes 20 gange
En sukkerroe indeholder 75 procent vand. Vi genbruger næsten halvdelen af vandet fra den enkelte roe, og da vi arbejder med et næsten lukket vandsystem, behøver vi ikke mere end knapt 10 procent ferskvand for at klare vores totale vandbehov i produktionen. Vandet bliver eksempelvis brugt til at rengøre roer med. Det genbruges cirka 20 gange, og når det er brugt så optimalt som muligt, bliver det renset grundigt. Det organiske materiale laves til biogas, som anvendes på fabrikken. Alt det rensede vand udledes derfra til naturlige vandsystemer.
’Water footprint’
Vi har i 2009 sat et projekt i gang, hvor vi vil beregne vores ’water footprint’ og pege på forbedringsmuligheder. Her vil vi blandt andet undersøge, hvor meget vand der skal bruges til at fremstille forskellige produkter, og hvor vandet bruges i hele processen fra jord til bord. Flere af vores kunder har også vist interesse for dette område. Vi forventer at have resultaterne af projektet i 2010.
Siden 1990 har vi ved produktion af et ton sukker nedbragt vores udledning af organisk materiale i vandet med over 97 procent, fosfor med 70 procent og kvælstof med 50 procent. Disse resultater skyldes primært store investeringer i vandrensningsanlæg i Danmark.